Studiestart: Skærsild, socialt fællesskab og nye omgivelser

Af Bendegúz Barna, 1.Semester

Studiestart er for mange en angstprovokerende skærsild man skal igennem for at få startet på det, der kommer til at definere en som voksen, nemlig ens profession. Oven i denne usikkerhed om hvorvidt det er det rigtige studie man har valgt, må man ej forglemme at tilføje det som fylder måske mindst ligeså meget: studiekammeraterne. Dem som man skal se, arbejde, spise, drikke og feste med så ofte at man (hvis man altså kan sammen med dem) kommer til at kende selv de værste og mest forfærdelige sider af hindanen, men også de bedste. For at opnå denne, nærmest utopiske form for samvær, som for mig helt klart er noget af det vigtigste ved at studere på universitetet, er det virkelig vigtigt med en god studiestart. Men studiestart betyder jo ikke kun at man skal starte på noget nyt, man siger også farvel til noget som man måske har endnu mere kært end de usikre fremtidsplaner, nemlig sommerferien. Man skal sige farvel til de glade dage hvor man daser i solen med en GT i hånden og ryger dejlige krøllede smøger i den alt for varme sol. Læser bøger, man til en forveksling selv har valgt, og ikke tænker på at man har en læseplan man skal nå at se igennem og følge op på, intet vækkeur om morgnen når man vågner, kun eventuelle tømmermænd. Alt dette slutter brat med en alarm: afstig afsted mod byen, nu er studiestarten kommet! For mig var det i toget det gik op for mig hvad det var jeg havde gang i. Jeg indså pludselig at jeg ikke kendte nogen og at jeg ikke rigtig vidste hvem jeg skulle kigge efter. Men sådan nogle ting er kun blotte bekymringer, det er vigtigt at være ligeglad med disse bekymringer! Jeg fandt mine med-etnologer ved assistens kirkegård og derfra startede eventyret.

Mange spekulationer rammer dog også en i denne tid: Har jeg råd til bøger? Har jeg råd til øl? Hvad helvede er et kompendie? Hvorfor kan jeg ikke bare få det som en pdf? Sidst, men slet ikke mindst: Hvad hedder alle de her nye mennesker?!

Tutorerne skaber rammerne for en god studiestart, hvor du såvel fagligt som socialt og geografisk, bliver taget pænt i hånden og ført rundt i dit nye livs nye omgivelser, med en masse nye mennesker. Disse kan du med lige nøjagtig nul procents nøjagtighed afgøre om du kan lide, men du løber alligevel imod dem med åbent sind.

Tutorerne er dem som starter denne eufori. Alt det som disse fantastiske mennesker planlægger for at vi skal have en god start på studiet fortjener stor applaus!

Under introforløbet er samværet blevet transformeret; fra planlagte aktiviteter til mere løssluppen kammeratlighed, og der er her man kommer ind under huden på hinanden og her venskaber, faglighed og den fælles fremtid formes.

Tour de ”hele-dit-nye-liv” på 6 dage

Af Kirsten Skovsted, 3.Semester og tutor

Om at være en alvidende og uvidende og sød og alvorlig tutor i et hektisk introforløb

Studiestart er noget af en omgang! ”Undskyld, men nu siger du, at vi skal mødes i ”Lunden”. Hvor er det?”

Det kan godt være, at det er mig, der har misforstået noget, men det der med læseplaner. Er det noget vi selv skal lave for os selv eller?”

Er det nu, der er kage?”

Der er meget, man ikke ved, når man er helt ny på universitet og ny på etnologi. Et klassisk scenarie kunne være: Forpustet (og forsinket) ankommer man til KUA, fordi man kom til at cykle et par kilometer ud af Amagerbrogade, inden det gik op for en, at noget var galt – så langt sagde Google Maps ikke, at der skulle være til KUA. Forvirret spejder man rundt i lokalet, fordi man er usikker på, hvor man egentligt skulle være, og efter nogle lange og akavede øjeblikke, spotter man endeligt sine bekendtskaber fra dagen før (der netop i det øjeblik føles som de bedste venner). Man er entusiastisk, nervøs og spændt på, hvad det nye bringer.

Og så er det her, vi som tutorer kommer ind i billedet og kan føle os som rutinerede studerende med et grundlag for at kunne agere som vejledere. En meget alsidig rolle, hvor vi på bedst mulig måde må forsøge at ramme balancen mellem at være en ven, organisator, rådgiver, ansvarlig og på samme tid sørge for den hyggelige og festlige stemning. En balancegang mellem at være pædagogisk, uden at være overpædagogisk, fungere som guide samtidigt med at man giver plads, forsøge at fremstå ”vis og alvidende” og som om man har styr på det der universitetsliv, hvorefter man erkender, at det har man egentligt ikke, samt generelt at få det faglige og sociale forenet.
Tutorjobbet byder på mange spændende og udfordrende opgaver med at planlægge og gennemføre et program, som kan rumme forskellige mennesker med forskellige præferencer og muligheder. En svær balancegang mellem halvfjollede navnelege (Hej jeg hedder Kirsten og jeg kan godt lide katte, kaffe og karate) og IT-vejlednings-introduktion med paniske ”Jamen hvis jeg nu ikke har fået mit brugernavn endnu, hvad gør jeg så?!”
Elementer som disse har medført, at tutorrollen har været meget vekselvirkende og alsidig. Nogle gange har det i meget stor grad handlet om at berolige og italesætte livet som etnologistuderende som noget, der ikke er menneskeligt umuligt at komme igennem, men som faktisk kan, og forhåbentligt vil, blive nogle helt fantastiske år. (En rolle jeg måske fik påtaget mig i næsten overdreven grad. Kommentar fra en rus’er: ”Kirsten, du er sådan lidt tutorgruppens pædagogiske ekvilibrist, du kan ligesom oversætte, hvis der bliver sagt noget lidt internt”, hvilket må siges at være en af de fornemmeste titler, jeg kan prale af!) Andre gange har det handlet om at få noget helt lavpraktisk til at fungere: Hvem rydder op, hvortil skal der indbetales penge, hvor skal vi mødes (inkl. at informere i tre omgange om, at Riz Raz har ændret vores bestilling og nu er det i Kompagnistræde, nej Store Kannikestræde, nej Kompagnistræde). Endeligt er der den ”sjove” rolle. At lære rus’erne at kende, at lave aktiviteter, at snakke sammen – om det så er på pubcrawlen Tour de Islands Brygge, Tour de Nørrebro eller fællesmorgenmad i mindre grupper.
Det har været og er sjovt at være tutor. Men kun fordi vi har hjulpet hinanden. Både alle tutorerne på etnologi, på Saxo-instituttet, vores buddies, som har fungeret som fantastiske og friske hjælpere – og så selvfølgelig en ny dejlig årgang på etnologi, som har mødt det hele meget positivt, energisk og åbent.
Jeg hilser fra de andre tutorer og siger tak! Vi glæder os til meget mere etnologisjov i fremtiden – rustur, Helgahygge, udflugter og fredagsbarer.

Bachelor – og hvad så nu?

Af Astrid Haugaard Eriksen

Ville du have lyst til at skrive en artikel til Etnocentrisk om dine tanker om bacheloren, og at du snart er færdig? Om hvad du som studerende tænker om, at en del af din uddannelse er slut, og en ny skal begynde?

Sådan et spørgsmål fik jeg for et par uger siden, foranlediget af – formoder jeg – at hvis alt går efter planen, bliver jeg bachelor her til sommer. Sådan… Helt officielt og alting. Jeg får et formelt papir (eller mulighed for at printe ét?), og jeg skal ikke længere svare “Gymnasial uddannelse” som min senest/højeste gennemførte uddannelse, når jeg bliver spurgt om det i spørgeskemaundersøgelser. Og jeg vil være kvalificeret til at tage en kandidat – i hvert fald på Etnologi.

Ærligt talt gyser jeg ved spørgsmålet: “færdig”, “hvad så nu?”, “slut”, “en ny skal begynde”.

“Jeg har slidt i tre år for at blive bachelor”. Dét kunne være min selvfortælling. Men det er det ikke. Jeg har slidt, ja, men jeg har ikke slidt for at blive bachelor. Og nej, jeg har heller ikke slidt for at kunne tage en kandidat. Min selvforståelse, mine rutiner, min hverdag, mine prioriteringer er fuldstændigt forankret i det, at jeg er studerende. Uden at studere kan jeg ikke se mig selv; jeg ville miste mine konturer, min fornemmelse af en plads i verden, mine handlemønstre ville miste betydning, jeg ville ikke kunne kende forskel på højre og venstre (ja, ja, det lyder alt sammen meget dramatisk, men jo mere jeg tænker over det, des mindre overdramatiseret finder jeg det).

Samtidig har jeg en nagende fornemmelse af, at jeg fejler i det der med at være studerende, for jeg har ingen fornemmelse af fremskridt, af at avancere, af at gå fra A til B til C. Ikke i betydningen: Hold kæft, hvor har jeg bare ikke lært en skid på uni! Det er snarere i betydningen… Ja, hvordan skal jeg egentlig udtrykke det? … Jeg sigter ikke mod noget. Jeg har ikke noget mål med at tage en uddannelse, der er “ydre” i forhold til det at studere, og som jeg kan måle et fremskridt i forhold til: At studere er mit mål og mit middel. Det er et smukt kredsløb.

Dét at blive bachelor er blot en påmindelse om, at mit kredsløb er iboende defekt, for der er ikke noget uddannelseskredsløb, der ikke uvægerligt vil blive afbrudt. Eller med andre ord: Min uddannelse har aldrig været et kredsløb, men et fastlagt forløb med en markeret start og slut. Og netop deri ligger også et spørgsmål som det, jeg blev stillet, ligesom det ligger i spørgsmål om, hvad jeg kan blive eller skal, når jeg engang er helt færdig med at studere, hvad jeg gerne vil bruge min uddannelse til. Implicit: Din uddannelse er et middel, et skridt på vejen, ikke et mål i sig selv.

Så hvad betyder det så for mig, når jeg så fundamentalt identificerer mig som studerende – og ikke blot som en midlertidig fase i en udfoldelses- og udviklingsproces, hvor jeg retter mig mod et mål et sted ude i fremtiden?

Jeg er fucked. For hvert kursus, jeg tager, og for hver eksamen, jeg består, rykker jeg mig tættere afgrunden. Det der store sorte hul, jeg ser på den anden side af en afsluttet uddannelse. Jeg bliver skubbet i en retning, som jeg aldrig selv har bedt om. Eller det gjorde jeg måske, da jeg overhovedet indskrev mig på en uddannelse. Men det var bestemt ikke en dimension, jeg havde tænkt over dengang (undervejs har jeg imidlertid stiftet en række bekendtskaber, som har været medvirkende til min nuværende tilstand af afmagt, men som samtidig har muliggjort en bedre italesættelse af den, herunder i særdeleshed Michel Foucault, Sara Ahmed og Lauren Berlant). Og det selvom mit selv allerede “dengang” var stærkt forankret i skole/læring/uddannelse (hvad det har været, ja… Lad os bare sige længe, for så jeg slipper for at pynte min nærværende selvudlevering med eksempler, der i retrospekt er blevet paradigmatiske i min selvfortællings centrering om skole/uddannelse).

Så lige nu står jeg ved en korsvej. Måske. Det er nok i virkeligheden forkert sagt. Som sagt rykkere jeg tidsligt tættere og tættere på et signifikant tab af selv, jo længere i min uddannelse jeg kommer, samtidig med at min “kommen længere” er forudsætning for det selv, der står til at blive tabt. Yes, det er bare skønt. Man kunne også sige, at det “at studere” er mit ultimative begærsobjekt, men jo længere jeg svælger i det, des nærmere er jeg på at miste det. Yes, det er bare skønt.

Hvis systemet tillod det, ville jeg være evighedsstuderende. Jeg ville skabe mit eget kredsløb, retningsløst gå fra kursus til kursus, fra fag til fag. Jeg ville afvise enhver milepæl i form af “at blive bachelor” eller “at blive kandidat”. Jeg ville fastholde min følelse af at være sammenhængende.

Nogle vil måske finde på at løfte en kærlig/belærende/autoritativ/elitær/påskyndende/velmenende pegefinger og sige, jeg bare skal finde mig en drøm, en retning, være lidt kreativ. Andre, at jeg ikke skal ønske at være sådan en samfundsnasser. Andre igen, at jeg skal slappe af med det der uddannelsesræs, huske at holde fri og dyrke mine hobbyer (“men far, min uddannelse er min hobby!”). Sidstnævnte er ofte de samme mennesker, der klapper mig patroniserende på hovedet, når jeg i frustration og mental-kropslig opløsning i eksamensperiodernes hede er ved at kaste alt på gulvet og arrigt skriger, at jeg dropper hele lortet og får et job i Netto/Irma, hvorefter de påpeger, at jeg jo ville kede mig efter en uge bag kassen, ikke ville have noget at tale med kollegerne om, og at jeg jo normalt elsker at læse, når det ikke lige er op til eksamen (eller i værste fald fortæller mig, at det er spild af hjernekapacitet…) – og desuden i god tro, men med akut modsat effekt forsøger at forsikre mig om, at jeg så let som ingenting kommer igennem eksamen og ikke skal bekymre mig (… bare fordi jeg ikke har et “mål”, bliver eksamen ikke en mindre skræmmende og destruktiv oplevelse).

Og hvad så nu? Som det står lige nu, fortsætter jeg på kandidaten i Europæisk etnologi. Og så overvejer jeg at begynde at spare op til at invadere Åbent Universitet og Folkeuniversitetet. Løsning på konflikten søges stadig (desværre har jeg på fornemmelsen, det kræver en større systemisk revolution…).

Fra alle os til alle jer: 9 gode råd til eksamen

{CC1320D4-D042-48FB-AE80-E1AF3F44DC14}eksamen21
Billede lånt fra http://livefralolland.dk/

 

Af Karoline Vildlyng, 2. Semester

River du dig også i håret over den der eksamensopgave der ikke vil skrive sig selv? Har du nerver på over den mundtlige eksamen der bare kommer tættere og tættere på, mens du bliver mere og mere stresset? Fortvivl ej, for Etncentrisk har samlet ni gode råd fra ni seje etnologer der hjælpe dig sikkert igennem eksamenspresset:

 

1. Maja Kehler Curth, 4. Semester

Læs dine primærtekster og forstå dem (her kan du bruge dine sekundær tekster) men husk det er primære tekster du bliver spurgt ind til og det er dem der giver den gode karakter!!!!
Og husk; Slaaappp aaaaff, censor og lærer er også bare mennesker som vil dig det bedste. Smil, løft hovedet og tag blåt på, det udstråler sikkerhed og øger din troværdighed (det er videnskabelig bevist).

 

2. Mikkel Fredslund Jacobsen, 6. Semester 

Læs til eksamen med dine medstuderende!
Det kan være både hårdt og trættende at læse til eksamen, men det hele bliver lidt nemmere i godt selskab. Så læs op til eksamen sammen med dine venner. Så kan i holde hinanden i ørerne, holde pauser sammen, sludre over kaffen sammen og ikke mindst brokke jer over eksamen sammen.

 

3.  Line Jandoria Jørgensen, ekstern lektor

Hav en klar struktur! Den gode eksamens præsentation/opgave har en klar og tydelig struktur. Indholdet er naturligvis vigtigt, men mangel på struktur og klart metasprog kan sløre dine pointers gennemslagskraft. Ha’ derfor altid en klar og velargumenteret struktur for dit oplæg/opgave. 

 

4. Sunniva S. Weschke, 6. Semester 

Når du skriver en eksamensopgave så brug eksempler!

Fx i Kulturvidenskabelige Forskningsretninger hvor jeg skrev om ANT-perspektivet set i forhold til Weber og Giddens. Der brugte jeg et eksempel beskrevet af Weber og så på hvordan de to andre teorier ville set på samme eksempel. Jeg tror det var brugen af dette eksemplet, og dermed det overskud jeg viste ved at sætte teorierne i spil, som gjorde opgaven god. At diskutere ligheder og forskelle generelt er fint, men at bruge eksempler – et case eksempel, et fra teoretikeren selv eller noget hypotetisk – viser at man har forstået koncepterne på et højere niveau!

 

5. Myrna Møller-Rasmussen, 4. Semester

Fokuser på dit eksamensspørgsmål – hvad enten det er i din problemformulering eller et spørgsmål du har trukket. Det vigtigste er klart og tydeligt at få svaret på det spørgsmål, og så kan du efterfølgende trække tråde ud i pensum.

Og er du til mundtlig eksamen, så skal underviser og censor nok få spurgt ind til resten af pensum, hvis de mener det mangler i oplægget. MEN du skal selvfølgelig være forberedt i det øvrige pensum, og gerne have gjort dig nogen tanker om, hvordan det kan perspektiveres til ens emne!

 

6. Søren Lützow Christensen, 6. Semester

Stol på dig selv! Det at læse og gå til eksamen er en kunst. Det er ikke kun en øvelse i at tilfredsstille sine underviseres forventninger og få en god karakter. Det er en øvelse i at stole på sin faglighed og turde bruge den. Man skal stole på, at man har lært det man skal kunne. For det har man. Akademisk kunnen handler primært om at argumentere for sine påstande, ikke om at opfinde den dybe tallerken og miste fodfæstet i forsøget.

 

7. Astrid Haugaard Eriksen, 6. Semester

Stå evt. op til mundtlige eksaminer, hvis du føler dig ukomfortabel, lille eller klaustrofobisk ved det grønne bord. Det gør det også muligt at bruge sine arme til at gestikulere i større omfang!

Og forsøg at se mundtlige eksaminer som en mulighed for at diskutere vildt nice etnologiske emner med nogle kloge mennesker (jaja, det er lettere sagt end gjort, men stadig…)

 

8. Nanna Hilm, underviser og phd.stipendiat 

Brug og hjælp hinanden. Det er altid en god idé at få friske øjne til at gennemlæse (og korrekturlæse!) opgaver før aflevering. Her kan du også med fordel involvere familie og venner udenfor etnologi i dit studie. De er ofte glimrende reviewers. Pensum-quizzer med medstuderende før mundtlige eksaminer kan også være en stor hjælp. Og kend din studieordning!

 

9. Søren Lau, 6. Semester

Vær klar i tale/skrift. Gem dig ikke bag upræcise formuleringer, men fremlæg, hvordan du ser (nuanceret) på den genstand, du skriver/taler om (teori/empiri/metode).Anvend endelig begreber (det er jo vores fælles værktøjskasse), men brug dem til at styrke dine argumenter, ikke til at sløre dem.

Og specifikt til 1. års-studerende: Tag presset af dig selv. Dine eksaminatorer ved godt, at du kun er på 1. år. Sagt metaforisk: Du er en ‘etnologisk baby’, og de glæder sig til at høre ‘dine første ord’, men de forventer ikke, at du allerede taler ‘flydende etnologisk’. Så prøv det bedste, du har lært (indtil nu), men slå også koldt vand i blodet og gi’ dig selv lov til at kravle lidt rundt i hjørnerne og smage på ting:-)

 

Fra redaktionen på Etnocentrisk: Held og lykke med eksaminerne til alle!

om-laeseferie-og-eksamen0
Billede lånt fra http://livefralolland.dk/

 

Etnologisk praksis i den østrigske cafekultur- 2.årgangs felttur til Wien

Af Daniel Højrup, 4.Semester
Det er ikke sjældent, at man hører, at en etnolog altid er på feltarbejde, fordi man gennem nyheder, internettet og læsning af relevante tekster hele tiden kan udbygge sin viden om et emne, man er etnologisk interesseret i og anlægge sit etnologiske blik på dette. Alligevel står en tur som 2.årgangs uge i Wien som en helt særlig form for etnologisk praksis, hvor man står i direkte relation til sit studieobjekt, og det er denne rejse, artiklen her drejer sig om

1509079_10152884483143634_6917731854356163014_n
Studerende på 2. Årgang på feltarbejde i Wien

 

Det er ikke sjældent, at man hører, at en etnolog altid er på feltarbejde, fordi man gennem nyheder, internettet og læsning af relevante tekster hele tiden kan udbygge sin viden om et emne, man er etnologisk interesseret i og anlægge sit etnologiske blik på dette. Alligevel står en tur som 2.årgangs uge i Wien som en helt særlig form for etnologisk praksis, hvor man står i direkte relation til sit studieobjekt, og det er denne rejse, artiklen her drejer sig om 

Ind i felten- Samarbejde på tværs af grænser

Et feltarbejde går i sin grundidé ud på at etablere et materiale, man kan bruge i sit videnskabelige arbejde. I år har vores lektorer på faget Kulturelle Processer i Europa valgt, at dette skulle foregå i den østrigske hovedstad, Wien, hvor et samarbejde med professor i Etnologi Alexandra Schwell og nogle af hendes studerende også blev etableret. Samarbejdet foregik på den måde, at der blev lavet fælles arrangementer under turen, hvor man kunne snakke med de østrigske studerende. Vi fik også mulighed for at lave selvstændige aftaler med en af de østrigske grupper, der havde et emne, der lignede vores eget.

I min gruppes tilfælde udmundede det i, at vi foretog et fælles ”etnoraid” med den østrigske gruppe, hvor vi udnyttede, at de snakkede tysk, og at vi dermed kunne lave korte interviews med lokale, der ikke snakkede engelsk. Samarbejdet med Europæisk Etnologi i Wien gav os altså mulighed for at skabe materiale, vi ikke selv kunne have tilvejebragt.

Hvad kan man tage med fra feltturen?

Helt overordnet vil jeg argumentere for, at vi kan tage to ting med fra vores tur til Wien.

For det første får man uundgåeligt stor viden om det specifikke emne, man undersøger. I mit tilfælde var det Wienercafé-kulturen. Ved at snakke med informanter, lave observationer og indsamle skriftligt materiale var det uomgængeligt, at man undervejs begyndte at få en helt særlig forståelse for hvad, der gør caféerne i Wien specielle, hvad de betyder for indbyggerne, og hvilke kulturelle processer, der er på spil. Samtidig går det snart op for en, at denne viden selvfølgelig vil blive udbygget efterhånden, som man arbejder med det materiale, man har etableret, og at det derfor kan være svært at vurdere, hvor ens analyse ender, når eksamensopgaven bliver afleveret til juni.

Den anden ting, der stod helt centralt på turen til Wien, var selve vores tilgang til og ageren i felten, det man kan kalde for vores etnologiske praksis. Det var fra starten tydeligt, at vi havde lært noget siden feltarbejdet på 2. semester, men også undervejs mærkede man, at man blev mere selvsikker og skarpere i samtalerne med informanterne. Dette kulminerede i mit tilfælde den sidste dag af feltarbejdet, da en fra min gruppe og jeg på en gåtur tilfældigvis stødte på en café, en af vores informanter havde nævnt som værende sin stamcafé dagen før. Først foretog vi observationer udenfor og indenfor bestilte vi noget mad og drikke. Da vi skulle betale, spurgte vi tjeneren, om han havde tid til at snakke lidt om, hvordan caféen bliver drevet. Det mundede ud i et interview med ejeren, der satte tid af til at lade sig interviewe om sin café. Uden at have forberedt noget på forhånd, fik vi os et relevant interview og relevante observationer blot ved at følge en tråd, en informant havde lagt ud dagen før.

Man ved først helt, hvad et feltarbejde giver, når man har færdiggjort arbejdet med det materiale, man har etableret. Dog er det straks tydeligt, at feltarbejde på faget Kulturelle Processer i Europa og dets konstituering af ens etnologiske praksis er noget, som en etnologstuderende ikke kan være foruden.

 

Tilvalg pt3: Had og filosofi

Af Astrid Haugaard Eriksen, Redaktionen

 

Interview med Merethe Riggelsen Gjørding

 

Hvilke tilvalgsfag har du (haft)?

Tilvalgsfaget hedder Had: filosofi, litteratur og politik, hvis det udbydes på dansk, eller Anatomy of Hatred, hvis det udbydes på engelsk. Jeg ønskede egentligt at tage et engelsk kursus for at forbedre min akademiske sprogkunnen, men dets udbud varierer vist lidt fra år til år – og sidste semester var det på dansk.

 

Hvad fik dig til at tage netop disse tilvalg?

Noget af det der fascinerer mig mest, og som også var min kerneårsag til at studere europæisk etnologi, er forståelsen af forskellige grupperingers holdninger til hinanden. Mit valg af tilvalgsfag tilfaldte derfor et fag, der beskæftiger sig med dette ud fra en begrebsprisme: had. Kurset varetages af to underviser, der hhv. tager sig af den filosofiske og den litterære del af kurset. Vi lagde ud med en gennemgang af hadets (europæisk funderede) idehistorie ud fra Platon/Sokrates, Aristoteles, Kant, Nietzsche osv. Senere beskæftigede vi os med mere empirisk funderede forfattere så som Frantz Fanon og Sarah Ahmed. På denne vis er faget progressivt inden for den affektive tilgang, som ellers ikke er så belyst på etnologi, hvilket jeg synes, var rigtig fedt. Vi læste også en skønlitterær bog af Kim Leine, Profeterne i Evighedsfjorden, der lig Fanon adresserer koloniseringen og post-koloniseringens positioner og problematikker.

 

Hvad har været godt/dårligt/overraskende/mv. ved dem?

Desværre havde den litterære del ikke samme faglige tyngde som den filosofiske, og der var manglede koblinger mellem de forskellige filosofiske forståelser af hadets eksistens og så dens empiriske eksistens, som blev søgt skitseret gennem nutidig litteratur. Fagets tværdisciplinære tilgang er dog egentlig rigtig spændende. Hertil skal det dog siges, at det var første gang den litterære komponent var påsat kurset, så det kan være det bliver bedre udført til næste gang.

Eksamen bestod i en skriftlig opgave, hvori den studerendes grundfag kunne bringes i spil, hvis det ønskedes. Man kunne således både lave en ren filosofisk opgave, en litterær eller lave en tværdisciplinær. Jeg valgte at kombinerer filosofi og etnologi. Jeg havde tilvalget, mens jeg skrev den skønne teoretiske bachelor, så det var virkelig befriende at kunne generer noget empirisk materiale i mit tilvalgsfag. Min opgave omhandlede det potentielle had til indsatte pædofile og var en koreograferet dans mellem den empiriske ballast – bestående af interviews med fængselspræster – og den teoretiske filosofiske ballast i form af bl.a. Aristoteles, Sara Ahmed og Macalester Bell.

Jeg vil klart anbefale faget til andre, som ønsker viden og ord for, hvordan man kan forstå en så stærk emotion som had; hvad hadet består af, dets mulighedsbetingelser og ikke mindst, om og hvordan had kan nedbrydes.

 

Tilvalg pt.2- Tvivl og positive overraskelser

Af Astrid Haugaard Eriksen, Redaktionen

 

Interview med Søren Lau, 6.semester

Hvilke tilvalgsfag har du (haft)?

 

Jeg havde Mellemøstens moderne historie i efteråret og er pt. i gang med Sociale og kulturelle processer i opdragelses- og uddannelsesinstitutioner på Pædagogik og Følelsernes politik på Kønsstudier.

 

Hvad fik dig til at tage netop disse tilvalg?

Jeg var meget i tvivl, da jeg skulle vælge, men jeg endte med at vælge en række forskellige faglige tilgange i stedet for en pakkeløsning. Det har måske stukket i forskellige retninger, men jeg er egentlig glad for, at jeg får prøvet lidt forskelligt. Mellemøstens moderne historie valgte jeg for at få viden om et geografisk område, man hører en masse om, men som jeg ikke vidste så meget om. Sociale og kulturelle processer… fordi jeg tænkte, det lignede Etnologi en del, men at det ville have en pædagogisk vinkel. Følelsernes politik, fordi det lød som et spændende teoretisk felt (affekt-teori).

 

Hvad har været godt/dårligt/overraskende/mv. ved dem?

Mellemøsten-kurset var fint som indføring i områdets historie, men kurset var også præget af at være et grundkursus for studerende på 1. semester. Det faglige niveau var derfor lavt, men det gjorde omvendt, at jeg kunne bruge mere tid på andre ting, hvilket jo også kan være et parameter at vælge tilvalg ud fra. Sociale og kulturelle processer har indtil nu været fint – pædagogikfaget adskiller sig umiddelbart ikke meget fra etnologi, omend etnologiens forhold til teori-empiri-metode nok er mere fintfølende end på pædagogik, hvorfor det kan virke som nogle lidt hurtige og letkøbte konklusioner, man bliver præsenteret for på kurset. Kurset har ikke præsenteret så meget pædagogisk teori, som jeg troede på forhånd, men det er et fint kursus, hvis man vil have lidt mere kendskab til Foucault og Bourdieu. På Følelsernes politik er det faglige niveau højt, underviseren dygtig og de medstuderende engagerede. Det er klart det af mine 3 kurser, som jeg bedst kan anbefale ud fra et fagligt perspektiv. Desuden kan jeg også stærkt anbefale Sprogpsykologisk formidling, som jeg nåede at have i 2 måneder, inden jeg sprang fra af andre end faglige årsager. Kurset beskæftiger sig med det at skrive tekst ud fra et videnskabeligt perspektiv. Vi lærer meget lidt om selve det at skrive en tekst på etnologi, selvom det er en akademisk kernekompetence, så hvis man gerne vil blive klogere på tekstproduktion og -reception, er det et fedt kursus med en dygtig og engageret underviser.

Tilvalg: Hvofor og hvordan?

Af Astrid Haugaard

 

Interview med Simone Pless, 6.semester

 

Hvilke tilvalgsfag har du (haft)?

Jeg har tilvalg på EnGeRom. I efteråret var det Interkulturel Erhvervskommunikation (IkEk), og pt. har jeg Humanistisk Enterpreneurship (HEnT). De er en del af fagpakken Interkulturelle Erhvervskompetencer, hvor også faget Tværmedial Kommunikation indgår. Jeg har forlænget mit studie med 1/2 år, fordi jeg gerne ville i praktik til efteråret. Om det stadig kan lade sig gøre, ved jeg ikke. Ellers regner jeg med at tage enten Mediesociologi og Kulturanalyse på Film- og Medievidenskab eller et fag som Faglig Formidling på dansk eller lignende fag.

 

Hvad fik dig til at tage netop disse tilvalg?

Der var flere grunde til at jeg tog dem. For det første synes jeg der manglede et virksomhedsperspektiv på Etnologi – hvad kan vi i de store firmaer? Jeg synes, der er lidt en tendens til at fordømme de store virksomheder på Etnologi, men jeg var nysgerrig omkring den verden og ville helst ikke smække døren i. Endvidere savnede jeg noget praktisk orienteret, som begge fag i høj grad er. Her skal du samarbejde med en virksomhed eller komme op med din egen ide. Det, du laver, bliver faktisk brugt til noget, eller kan blive brugt, hvis du vil. Samtidig handlede især Ikke om nogle af de ting, der fik mig til at læse etnologi til at starte med. Jeg ville gerne vide, hvorfor polakker forstod dating på en hel anden måde end mig, og selvom det ikke ligefrem har været en case, så har vi arbejdet med konkrete cases med eksempler på kulturelle misforståelser, hvilket har været både sjovt, lærerigt og spændende. Jeg er godt klar over, at man ikke kan skære over en kam, men syntes ikke desto mindre, at det var oplysende. For det fjerde vil jeg gerne arbejde i konsulentbranchen og læse MACA’en, og det her har været en lille forsmag på, hvad der kan vente mig. Hvilket kun har givet mig mere blod på tanden. Jeg havde ikke søgt andre tilvalg, men fagpakken er meget populær, så det var nok mere dumb luck end noget andet, at jeg fik fagene.

 

Hvad har været godt/dårligt/overraskende/mv. ved dem?

Jeg har været overrasket over, hvor brugbart etnologi egentlig er – også i virksomhedsverden. Vi lærer på etnologi bl.a. at se problemstillinger, som andre måske ikke vil skænke en tanke, at forstå mulige barrierer, og vi forstår os på mennesker – både enkelte og grupper – og forkaster ikke bare deres handlinger som mærkelige. Det synes jeg især, har hjulpet i forhold til at forstå de cases, vi har haft, og de virksomheder, vi har været i kontakt med. Vi ser ting, som økonomiuddannede f.eks. ikke forstår. Det har helt klart også forbedret mine taleevner, om man vil, da det at pitche (elevatortalen: sælg din ide på 3-4 minutter) har været en gennemgående øvelse i undervisningen. Hvad har været knapt så godt til gengæld, har været vores underviser. Han er som sådan nok flink nok og sikkert også dygtig, men bare super ustruktureret, hvilket virkelig har fået mig til at sætte pris på de kompetente undervisere, der er på etnologi, som giver god og ordentlig feedback og har styr på, hvordan Absalon virker.

Åbenhed, udfordringer og socialt engagement: Ny formand for EtnoLogen

Jonathan Morell, nyvalgt formand for EtnoLogen
Jonathan Morell, nyvalgt formand for EtnoLogen

Hvad kan og skal EtnoLogen, hvorfor skal man engagerer sig i arbejdet og i hvilken retning skal EtnoLogen arbejde? Hør nyvalgt formand for EtnoLogen, Jonathan Morell give sin vinkel på det fremtidige EtnoLogen.

Hvad synes du EtnoLogen kan som forening, og hvorfor skal man involverer sig i arbejdet?

–       I EtnoLogen har vi som opgave at sørge for, at der er såvel sociale som faglige tilbud, der rækker ud over den læsning og de forelæsninger, uddannelsen i sig selv tilbyder. EtnoLogen er et fagråd, der skaber overblik og diskussion om det, der sker i de seks underråd, som tilsammen danner studiemiljøet fra både et socialt, fagligt og politisk aspekt. Vi har en rigtig god mødekultur, hvor alle på etnologi – uanset om vi snakker om bestyrelsesmedlemmer eller studerende, der “bare” vil være med til enkelte møder – kan komme og skabe netværk på tværs af årgangene, danne sig et overblik over, hvad der sker på studiet, og komme med sit syn på, hvad der kan gøres for studiemiljøet. EtnoLogen kan og bør samtidig bruge sine underråd til at informere alle etnologistuderende om, hvad der sker, og hvad der har indflydelse på vores liv som studerende.

Hvorfor valgte du at stille op som formand? Hvad var din motivation?

–       For mig er det at gå på universitetet meget mere end at læse tekster og gå til forelæsning. Jeg har lyst til at involvere mig i de sociale arrangementer og udvide mit netværk på studiet. Ligeledes betyder det rigtig meget for mig, at der tilbydes faglige arrangementer, der giver mulighed for at følge med i, hvad der sker i etnologien uden for KUA, at udvide min horisont for, hvad studiet kan bruges til, og at deltage i faglige diskussioner. Det er min oplevelse, at jeg har haft mulighed for alt dét indtil nu, og jeg vil rigtig gerne gøre en indsats for, at studiemiljøet også fremover tilbyder mange muligheder. At være formand i EtnoLogen giver mig en mulighed for at få et indgående kendskab til det, der sker bag kulissen i arbejdet for at sikre et godt studiemiljø. Vi har flere gode fagråd i EtnoLogen, som jeg gerne vil være en del af, men jeg føler at det er i denne post, jeg har bedst mulighed for at få et overordnet overblik og være med til at give mit bud på, hvordan vi også i fremtiden har et godt studiemiljø.

Hvad vil du fokusere på i dit virke som formand?

–       Min vision for studiemiljøet er egentlig ikke, at der skal ske markante ændringer, idet jeg synes, vi har et godt studiemiljø i forvejen. Men at bevare de muligheder, vi har haft i studiemiljøet indtil nu, kræver at EtnoLogen påtager sig en endnu større rolle end hidtil. Vi går således en spændende og udfordrende fremtid i møde med lukningen af DAL, som for EtnoLogen betyder, at den vigtigste opgave lige nu er, at sikre vi også i fremtiden vil være i stand til at arrangere faglige arrangementer af den art, som DAL hidtil har varetaget. Det kræver en indsats fra nogle frivillige og samtidig også et stykke arbejde fra EtnoLogen for at skaffe økonomiske midler til det. Derudover er der sat en spændende omlægning af konceptet i Magasinet Etnocentrisk i gang, som kommer til at spille en vigtig rolle i kommunikationen til alle etnologistuderende. Både med fagligt materiale og som talerør med information om de politiske forhold, der påvirker vores studiemiljø. Endelig vil jeg glæde mig til at fortsætte den gode mødekultur, vi har i EtnoLogen, som er præget af at være et åbent forum hvor alle kan komme og give sit besyv med. Jeg håber på at være en formand, der kan symbolisere denne åbenhed og være til rådighed for vores underråd, og hvem der end skulle have nogle spørgsmål om det, der sker i EtnoLogen.

DAL nedlægges: Fra jubeltale til økonomisk nedprioritering

Af Karoline Vildlyng, 2.semester

Billede_DAL_Web

De sidste par uger har rygterne om lukningen af DAL (Det Anderledes Læringsmiljø) gået på Saxo-instituttet, og i kølvandet på rygterne sidder flere studerende nu med spørgsmål og en vis bekymring:

For hvorfor nedlægges DAL? Hvilke konsekvenser vil det få for studiemiljøet på Saxo i almindelighed og på etnologi i særdeleshed? Hvordan skal vi fremover finansiere og gennemføre faglige og sociale arrangementer? Og kommer lukningen i sidste ende til at forringe det studiemiljø DAL fra sin oprettelse i 2010 prøvede så ihærdigt at forbedre?

Leder af Saxo-Instituttet Anders Holm Rasmussen bekræfter at DAL lukker, og peger på økonomien som baggrunden herfor. Til Etnocentrisk siger han:

”Saxo er endt ind i en budgetkrise, hvor dekanen har krævet at vi kigger rundt på instituttet for at se hvor vi kan spare nogen penge.” Han understreger samtidig at DAL var et forsøgsprojekt og at det har været ”temmelig dyrt da det koster mellem 5-600.000 kr at køre om året. Det er rigtig trist, men ved at lukke DAL sparer vi hvad der svarer til en lektorstilling.”

Helt konkret nedlægges 16 studentermedhjælperes stillinger i DAL alene, men Anders Holm Rasmussen udtaler, at sparerunden ikke nødvendigvis kun involverer DAL, men også instituttet generelt. ”Man kan sagtens forestille sig, at nogen kontrakter ikke fornys, og at vi er mere kritiske med, hvilke stillinger vi opretter.”

 

Fra økonomisk prioritering til økonomisk nedprioritering

Denne økonomiske nedprioritering af DAL er imidlertid et spring fra DALs oprettelse i 2010. Her støttede KU projektet med 80.000 kr. og dette skete igen i 2012 da DAL i forbindelse med sin udvidelse til hele Saxo blev støttet med yderligere 400.000 kr. Også Academic Books valgte at støtte initiativet med en pris og 10.000 kr. i præmie. Men hvordan kan et projekt der tidligere er blevet støttet økonomisk i sådan en grad, pludselig lukke netop på grund af økonomiske forhold?

”Økonomien har forandret sig.” Fortæller Anders Holm Rasmussen. ”Det var et pilotprojekt, men Saxo ville gerne holde det kørende og afsatte penge på budgettet til det. Det har vi haft penge til i nogle år, men det er der altså ikke penge til længere.”

Problematisk lukning

Etnocentrisk har talt med etnologis to nuværende facilitatorer på DAL, Kirsten Skovsted (2.semester) og Julie Holst (4.semester) og spurgt dem om deres oplevelse af og tanker omkring lukningen:

Hvornår fik I at vide at DAL skulle lukke?

Kirsten: ”Det gjorde vi d.17 marts. Vi blev indkaldt til et hastemøde, så der var lagt op til at der var sket et eller andet. Men vi viste ikke. at det var så drastisk. Jeg havde forstillet mig at vi ville få nogle økonomiske begrænsninger, men slet ikke at det var, at vi lukker. Det havde vi ikke nogen ide om.”

Julie: ”Ja, jeg vidste heller ikke at der var så dårlig økonomi her.”

Hvad fik I at vide til mødet?

Kirsten: ”At instituttet var i millionunderskud, så at studentermedarbejdere ville være det første der røg, for man når man stod med en prioriteringssag, så var det ret oplagt. Og der blev argumenteret med, at ellers så ville det være lektorer der skulle ryge.”

Hvordan har I det med lukningen, både personligt og som ansatte på instituttet?

Julie: ”Jeg har søgt stillingen før og syntes det var rigtig fedt endelig at blive ansat og det at være ansat i DAL gør at der har været mulighed for at kunne gøre noget for studiemiljøet. Jeg synes det er rigtig ærgerligt for jeg kan rigtig godt lide at gøre noget for mit studie og man kan mærke man gør en forskel. Og jeg tror det kommer til at betyde meget for studiet. Virkelig meget. For nu er det tilbage til at det er frivillige hænder der skal gøre det her og det er satme svært.”

Kirsten: ”Ja, jeg synes der er to sider af det: Det ene er, at hold kæft hvor er det ærgerligt for instituttet og jeg er virkelig ked af det, også på etnologis vegne. Men jeg er virkelig også ked af det på egne vegne, fordi jeg synes bare at DAL rummer så mange muligheder.”

Julie fortsætter: ”Jeg tror det er virkelig problematisk. I forvejen er det så svært at få noget gejst om planlægning af arrangementer. Bare til fester, noget så sjovt som til en fest! Nu skal der endnu mere frivilligt engagement til fordi DAL ikke er der mere, og det tror jeg er problematisk.”

 

Vigtig viden kan går tabt

Men, det er ikke kun bekymringen for engagementet i studiemiljøet de to DAL-facilitatorer er bekymrede for. Det er også hvordan og hvorvidt den organisatoriske og praktiske viden DAL har opbygget, kan undgå at gå tabt ved nedlæggelsen?

Julie: ”Vi (facilitatorerne red) ved fx hvordan man skal booke lokaler nu. DAL giver bare en erfaring i forhold til det organisatoriske og hvordan vi planlægger og hvem man skal skrive til, og sådan noget kan godt gå tabt hvis det ikke er noget der bliver givet videre. Også i forhold til kontakt til undervisere. De ved de kan henvende sig til DAL og det er en meget direkte kontakt, også til studerende på andre studier.”

Hvad har DAL’s funktion været og hvad er det, DAL så holder op med at kunne, nu når det lukker?

Julie: ”Jamen, det er et sted hvor der er mulighed for og overskud til at holde nogle arrangementer og finde ud af hvad for nogle arrangementer der mangler. Og så synes jeg også at DAL ligesom er det der sted mellem studievejledningen og klassekammeraterne.”

 

  • konomien som stopklods?

Et andet centralt spørgsmål er, hvor pengene til projekter og arrangementer skal komme fra nu? DAL har tidligere ikke kun været essentiel med hensyn til den praktiske udførelse af projekter, men også finansieringen. Bekymringen er, at udsigten til at skulle søge penge til hvert enkelt projekt vil virke uoverskuelig og derved få folk til at droppe projekter der ellers ville blive udført.

Julie: ”Ja, så er det også bare det med at nogle ting koster jo også bare penge. Det arrangement i går for eksempel (Etnologi uden for universitet red.), en oplægsholder kostede 2500 kr. og det kan man jo ikke uden DAL. Så skal man jo bruge nogle af de penge der er i EtnoLogen.”

Kirsten: ”Der kommer jo også nogle puljepenge man kan søge, men hvis du lige skal arrangere et arrangement, der har det været let for os for vi ved at vi har nogle penge til rådighed. Vi skal ikke søge penge til alt, men det vil man skulle gøre fremover. Det tror jeg bare bliver en stopklods for mange, for det kan man ikke overskue.”

 

Hvad nu?

  • konomien og den fremtidig finansiering af projekter til forbedring af studiemiljøet på Saxo er i det hele taget et spørgsmål, der ligger en del studerende på sinde. Institutleder Anders Holm Rasmussen henviser her til 500.000 kr. Saxo har på budgettet til forbedring af det psykosociale studiemiljø. Pengene er et resultat af prorektor Lykke Friis Strategi for studiemiljø der arbejder målrettet med forbedring af studiemiljøet på KU. Men, hvor DAL tidligere var en meget direkte mulighed for studerende, at få indflydelse på hvilke projekter der skulle finansieres. Vil vi som studerende stadig kunne få indflydelse på hvad pengene skal gå til?

”De her studiemiljø-penge forvaltes i tæt samarbejde med studielederen” Fortæller institutlederen, ”Og man er altid meget velkommen til at henvende sig til Signe Mellemgaard med ideer til projekter pengene kan bruges til. I studerende er altid meget velkomne til at få indflydelse på projekter pengene kan bruges på.”

Ud over det finansielle aspekt, er der også tvivl om hvad der skal ske med de projekter DAL indtil videre har varetaget. Dette spurgte vi de to DAL-facilitatorer om:

Hvordan tror I lukningen af DAL vil påvirke ikke kun etnologi, men også instituttet som helhed?

Kirsten: ”Jeg tror det er afhængigt af hvad der kan blive varetaget af andre. Det handler om at der er nogle flere ting der skal fordeles på folk. Jeg tror det meget kommer an på om der kan blive lavet en struktur hvor der er rigtig mange der på en eller anden måde bliver involveret i det, for så tror jeg det kan køre videre. Problemet er at der skal være nogle tovholdere, og det er der som DAL har kunnet fungere så skidegodt til.”

Julie: ”Jeg tænker også mht. Instituttet, at hvis ikke man kan få etableret at der er nogen der tager over på den tovholder-rolle som DAL har, så er det da et instituttet hvor der ikke er særlig meget påvirkning fra studenternes stemme. Og det er da super ærgerligt. At man ikke kan få lov til at forme og påvirke det institut og det studie man går på.”

Kirsten: ”Ja, DAL har en meget struktureret måde at overlevere ting på. Videnformidling mellem årgange, fordi man er her i en begrænset periode har været noget af det der har fungeret. DAL har skabt noget kontinuerligt på en eller anden måde.”

Denne problematik præsenterede vi for Anders Holm Rasmussen. For, hvad skal der ske med de arbejdsopgaver, som DAL har siddet med?

”Vi har fået nogle erfaringer fra DALs arbejde og dem vil vi gerne videreføre, men vi kan ikke gøre det på den måde, at vi har folk ansat til det. Vi er nu i gang med at få et overblik over aktiviteter, der kan videreføres, og som vi eventuelt kan finansiere ved hjælp af studiemiljøpuljen. Lige nu kan vi ikke tilbyde studenterstillinger, men vi håber at kunne videreføre meget af det indholdsmæssige.”